Skip to main content

Theo HUMBLET


(1919 - 2006)

Theo Humblet blev født i Leuven i 1919. Han fik sin uddannelse på akademiet i Leuven og Sint-Lukas-kunstskolen i Schaerbeek i Bruxelles og tilegnede sig en bred vifte af færdigheder: malerkunst, grafisk design, billedskæring, illustration, billedhuggerkunst og keramik. For at afrunde alle disse færdigheder og opleve fremmede kunstformer og -traditioner rejste Humblet rundt i vidt forskellige dele af verden, blandt andet Jugoslavien, Japan, Mexico og Spanien. I 1946 modtog han Romprisen, som gav ham mulighed for at studere kunst i den italienske hovedstad. Fra 1959 til 1979 var han direktør for akademiet i Leuven, hvor han tidligere selv havde studeret.
Han udviklede sin kunstneriske stil fra et neoimpressionistisk udgangspunkt – som var ganske typisk for hans generation og region – videre gennem ekspressionismen og frem til noget, man nærmere kunne kalde for en konstruktivistisk poetisk symbolisme. Den tematiske røde tråd gennem disse forskellige æstetiske retninger har været forestillede portrætter, især af kvindelige figurer. I stedet for at gøre brug af frie linjer og farver gik Humblet i den modsatte retning og fandt mening og inspiration i traditionerne og i fremhævelsen af de narrative elementer i sine værker.
For ikke så længe siden dukkede navnet Humblet igen op på Leuvens kunstscene, da et af hans vægmalerier blev genopdaget på byggepladsen til et ejendomsprojekt ved navn “The View”. Projektet vedrørte en ombygning af en gammel brandstation til et boligkompleks med 160 lejligheder, 16 sociale boliger og 16 byboliger. Under nedrivningsarbejdet dukkede et 6,5 meter højt og 2,5 meter bredt vægmaleri op. Det var lavet af Humblet og hed The Meeting of Ulysses and Nausikaä. Det blev hurtigt besluttet, at værket skulle reddes ved hjælp af den såkaldte “strappo”-teknik, som er noget kontroversiel grundet sin popularitet blandt kunsttyve. En række lokalpolitikere samarbejdede med projektets arkitekt og iværksætter om at finde en måde, hvorpå man kunne tage hensyn til værket i den nye bygning for at skabe en forbindelse mellem Leuvens indbyggere og et stykke af byens arv.
Humblet døde i 2006.

Søg i samlingen

efter geografisk oprindelse

efter kunstner