Titina Maselli blev født i Rom i 1924. Overordnet set kan hendes karriere opdeles mellem to lande: Italien, hvor hun primært var kendt og respekteret som maler, og Frankrig, hvor hun var en meget anerkendt scenograf.
Kunstnerisk set satte hendes værker spørgsmålstegn ved to af de førende bevægelser, der formede de avantgarde og kunstneriske udviklinger i hendes fødeland Italien: Futurisme og popkunst. Futurismen manifesterede sig i Masellis arbejde gennem hendes visuelle fascination og gengivelse af bevægelse, dynamik og hastighed i billedlige former, effekter og kompositioner. Hvor generationen fra før Første Verdenskrig var betaget af styrken i militæret, motorisering og køretøjer, var Maselli meget mere optaget af de muskulære, atletiske og menneskelige egenskaber. Hendes svimlende bybilleder var fyldt med cyklister, boksere og dansere, alt sammen en manifestation af kunstnerens betagelse af det urbane livs æstetik – en facet af hendes arbejde, som blev mere tydelig efter et ophold i New York.
Hendes tilhørsforhold til popkunsten lå mere i hendes brug af farver og portrættering af de menneskelige former: tendenser, der var inspireret af reklamerne i den tidsperiode, hun malede i. Levende farver, skarpe kromatiske kontraster og tykke, mørke streger tappede hendes atleter for individualitet og gjorde dem til idealiserede symboler – meget i stil med reklamer. På trods af en blanding af futurisme og popkunst i hendes indflydelse, forblev Maselli en selvstændig figur. Med så stor dygtighed i kommunikationen af sine menneskelige former var hun mere optaget af at fremstille konflikten end af selve objekterne.
I løbet af få år blev hun en del af den italienske elite: hun havde sin første soloudstilling nogensinde i Galleria L’Obelisco i 1948, deltog i sin første biennale i Venedig i 1950, og fik sin anden soloudstilling på Galleria La Tartaruga i 1955, hvor hun også vendte tilbage til biennalen. På dette tidspunkt var Italien igen blevet et førende kulturcentrum, og internationale personligheder som Cy Twombly og Robert Rauschenberg drog til den italienske hovedstad.
Masellis arbejde som scenograf spillede en afgørende rolle i Frankrig i 1970’erne, hvor hun samarbejdede med fremtrædende personer såsom Bernard Sobel, Jean Jourdheuil, Carlo Cecchi, Humbert Camerlo og Klaus Michael Grüber. Hendes tilgang til denne del af sit arbejde, som var uløseligt forbundet med hendes malerkunst, var unik og specifik for teatrets kunst og det særlige forhold mellem det visuelle og det talte sprog. Maselli gjorde sit bedste for at lade teksten flyde og indtage dens tredimensionale rum. Hun kasserede malerkunstens illusoriske planhed til fordel for rumlige konstruktioner, som lod arbejdet ånde, fremhævet af stilheden.
Maselli døde i 2005.
