Vana Xenou blev født i Athen i 1949. Hun har en omfattende akademisk baggrund, der spænder over en række forskelligartede, men komplementære arbejdsområder; hun studerede malerkunst, mosaikkunst og scenografi ved Athens kunstakademi fra 1968 til 1973; dekorationskunst ved École nationale supérieure des Arts Décoratifs i Paris i 1973; og frihåndstegning ved École nationale supérieure des Beaux-Arts i Paris fra 1974 til 1978, mens hun samtidig studerede æstetik og filosofi på egen hånd.
Hendes område inden for moderne kunst er ikke så meget et geografisk sted, men snarere et sted, der er præget af tidsmæssig positionering. Hun vender sig bort fra det 20. og 21. århundredes krav om at være fremadskuende, og fordyber sig i stedet i fortiden med henblik på at udtrykke sig kunstnerisk. For Vana Xenou – som den græske kunstner hun er – udgør den hellenistiske historie og myte en stor og indflydelsesrig del af hendes kulturelle baggrund og inspiration. Hun sidder bekvemt på skuldrene af billedlige giganter og giganter fra litteraturen – Gaia, Hades, Axis, Hekate, Narcissus og Persefone, som alle bliver “fremmanet” i bronze eller sten. Især Persefone har en vigtig, personlig placering i Xenous korpus, fordi kunstneren identificerer sig med denne figur. Hun forklarer, at “alle fortæller deres egen historie gennem kunstværker og søger mening i skulpturer. Jeg føler mig knyttet til idéen om passage, en definition af nutiden, der er i konstant bevægelse. Vores samfund, der hungrer efter kynisme og forfængelige konventioner, er besat af fremtiden. “Fremtiden er her allerede”, siger den græske religions fædre. Der er visse kunstnere, der allerede i dag bestemmer, hvad fremtiden skal indeholde. Det tror jeg slet ikke på! Tværtimod er det nødvendigt at forblive i nutiden, at spænde over to verdener, fortiden og det, der skal komme, ligesom Persefone lever mellem jorden og mørket for at forblive i balance, mens hun svæver over sit lukkede rum i en præcist tegnet ottekant, der repræsenterer himlen”.
Men at reducere hendes bidrag til blot at være repræsentationer ville dog være meget begrænsende. Via sin omfattende uddannelse – og med kuglepen eller blyant i hånden – har Xenou passeret igennem verdens mest prestigefyldte museer og samlinger og har indoptaget sin kulturelle arv og sin fortrolighed med den, og hun bruger den til at udtrykke sin individualitet og sine synspunkter, hvad angår kunstverdenen.
I sin rolle som underviser er Xenou heller ikke med til at anspore til det kunstneriske rotteræs mod nyheden eller en søgen efter triumfer: “Jeg er imod vor tids kyniske revolution. Dadaisterne var ikke kynikere, de ønskede blot at destruere tomheden. Moderne kunst er ofte tom, udsmykkende, ikke engang radikal eller protesterende, sådan som Marcel Duchamps eller Joseph Beuys’ værker var det.”
Xenou, der er placeret mellem epoker og verdener, er i den privilegerede position, at hun kan udforske de tidløse og universelle temaer, der har besat menneskeheden lige siden begyndelsen: livet, døden, vores higen efter evig genfødsel – alt sammen fortolket via hendes egne erfaringer og minder.
Xenou bor og arbejder i sin hjemby Athen, som også er hendes inspirationskilde.
