Takis blev født med navnet Panayiotis Vassilakis i Athen i 1925. Hans barndom blev præget af flere forskellige totalitære militærregimer – både tyske, italienske og græske. I en kæmpende familie, der først og fremmest kæmpede for at overleve, blev Takis’ forkærlighed for kunstnerisk arbejde ikke godt modtaget. Dette afskrækkede dog ikke den 20-årige Takis, der opfattede sig som kunstner, selvom han var henvist til at arbejde med sin kunst i en kælder. Han var inspireret af folk som Picasso og Giacometti, og han var af princip autodidakt.
I stedet for at være et produkt af en institution ville Takis hellere være et produkt af et værksted. Han etablerede sit første værksted, Anakasa from Attica, i 1952 sammen med sine fagfæller og venner Minos Argyrakis og Raimondos. Værkerne fra denne periode består af udhuggede jernbuster, der er en blanding af moderne og arkaiske referencer.
Efterfølgende rejser til Paris (1953) og London (1954), hvor Takis begge steder lagde mærke til byernes antenner, paraboler og radarer, inspirerede ham til de første kinetiske skulpturer, Signals, som er blandt de første af deres art i det 20. århundredes kunst. Denne første serie besidder – med sine lys og sin bevægelse – en performativ kant, som Takis gav næring til. Fra dette tidspunkt fokuserede han på at udforske forskellige usynlige bevægelseskræfter og/eller energi såsom magnetisme, elektricitet, lyd, lys, vind eller sol. Denne research kulminerer i 1960 med forestillingen The Impossible – A Man in Space, der blev skabt i samarbejde med den sydafrikanske digter Sinclair Beiles.
I 1968 flyttede han til Massachusetts i USA på et MIT-stipendium med det formål at studere ved Centre for Advanced Visual Studies. Her var der tale om en særdeles produktiv periode i hans karriere, hvor han udforskede grænseløse eksperimenter med elektromagnetiske, hydrodynamiske og hydromagnetiske skulpturer. Takis balancerede kreativitet med politik via etableringen af Coalition of Art Workers’ Union, som forsvarede kunstnerens rettigheder i forhold til gallerierne. Hans videnskabelige initiativer fandt hjem til Grækenland i 1986, hvor han stiftede forskningscentret for kunst og videnskab, der blev officielt indviet i 1993. I disse omgivelser fortsatte Takis med at blande kunst og videnskab, og han udmærkede sig via sin udforskning af den fjerde dimension – den dimension, hvor de usynlige kræfter findes.
Takis’ seneste liste over soloudstillinger ser således ud: Takis: Cosmos en Mouvement, SNFCC, Athen, (2021); Takis, White Cube Gallery (Bermondsey), London (2021); Takis, White Cube Gallery, Hongkong (2020); Takis, Macba, Barcelona (2019); Takis, Tate Modern, London (2019); Takis, black and white, The fourth dimension, Galerie Xippas, Paris (2017); Les signaux et la quatrieme Dimension, Galerie Xippas, Genève (2016); Takis, Champs Magnetiques, Palais de Tokyo, Paris (2015); The Fourth Dimension, De Menil Collection, Houston (Texas) (2015).
Takis døde i 2019. Siden da har forskningscentret for kunst og videnskab også fungeret som Takis Foundation.
