Vic Gentils blev født i Ilfracombe i 1919. Han studerede på Antwerpse Koninklijke Academie voor Schone Kunsten fra 1934 til 1938 og fortsatte ved Hoger-instituttet på samme akademi fra 1940 til 1942. Gentils blev ofte sat i bås med surrealisterne, men egentlig interesserede han sig for en række tendenser, der markerede det 20. århundrede: ekspressionismen, informalismen, neosurrealismen og den belgiske nye realisme. Han havde en fremtrædende rolle på disse scener, og derfor er det heller ikke så overraskende, at han var med til at danne kunstnergruppen G-58, blandt andet sammen med den belgiske kunstner Pol Mara.
Gentils’ kendskab til praksisserne inden for den nationale og internationale avantgardekunst hjalp ham med at finde sin egen plads i denne mangesidede historie. Faktisk er der særligt ét værk, der cementerer hans plads i Belgiens kunsthistorie. Selv om Gentils havde forladt malerkunsten til fordel for billedhuggerkunsten, havde han ikke glemt de malere, som Belgien kunne takke sin nylige kulturarv for. En række relieffer inspireret af Louise Nevelson var med til at tiltrække opmærksomhed omkring hans værker. Han havde en forkærlighed for træ og havde intet imod at genbruge de mest uventede materialer, eksempelvis klaverdele, stole- og bordben og hatteforme.
I 1984 lavede han en tredimensionel genfortolkning af en radering fra 1889, som var lavet af den berømte kunstner James Ensor. Gentils kaldte sin genfortolkning for Ensor et ses squelettes veulent se chauffer (“Ensor og hans skeletter forsøger at få varmen”). Med en vis portion sort humor (som han havde til fælles med Ensor) formåede Gentils at udtrykke sin egen personlighed og følsomhed i det, der i bund og grund skal ses som et hyldestværk. Siden hen blev dette blink i øjet til et varemærke i hans værker.
Gentils blev udnævnt til officer af Leopold-ordenen og slået til ridder af kroneordenen. I 1993 blev han slået til ridder af Kong Albert 2.
Gentils døde i Aalst i 1997.
