Vlassis Caniaris blev født i Athen i 1928. Denne betydningsfulde skikkelse inden for græsk kunst studerede billedkunst som en sekundær aktivitet sideløbende med sin medicinske uddannelse fra 1946 til 1950, men hans passion og talent fik ham til at droppe ud af de medicinske studier for i stedet for at dyrke kunst på fuld tid, idet han indskrev sig ved Athens kunstakademi. Da Caniaris var på kant med den græske regering – især under juntastyret – var han glad for at kunne udforske de rige muligheder på kontinentet. Dette gjorde han ved at fortsætte sin uddannelse i Rom, Paris og Berlin. Ikke desto mindre havde græsk og international politik fortsat en central placering i hans arbejde, og det samme havde indvandrerens tragiske skikkelse. Han havde netop selv – som indvandrer i forskellige europæiske storbyer – været vidne til behovet for “importeret” arbejdskraft efter Anden Verdenskrig og den efterfølgende afvisning af den samme arbejdskraft i kølvandet på oliekrisen i 1973.
Som kunstner stræbte Caniaris efter at fordømme politisk uretfærdighed og at skildre indvandrernes skrøbelige situation. Fra 1970’erne og fremefter blev national identitet, social ulighed og folkevandringer et primært fokus i hans arbejde. Tourist (1974) viser en papmachéfigur, der forretter sin nødtørft op imod en mur dækket af graffiti – med sloganer og symboler, der minder om det besatte Athen under det nazistiske regime. Titlen og den politiske virkelighed, der fremmanes, udforsker begreberne passage, anderledeshed og fordrivelse på kontrasterende måder, der fremhæver de misbrug, som de industrialiserede samfund bærer ansvaret for. Caniaris sidestiller ofte sine figurer med vidner og udvisker grænsen mellem handling og passivitet i øjeblikke med tragedie og krise. Kufferten – et symbol for tvungne eller nødvendige, risikobetonede livsforandringer – blev naturligvis et gennemgående motiv i hans mangefacetterede korpus.
Kunstnerens egne erfaringer som “indvandrer” prægede og påvirkede hans arbejde, én rejse ad gangen. Da Caniaris var i Rom fra 1956 til 1960, fokuserede han på todimensional kunst og skabte fladere billeder, der var inspireret af Giorgio de Chiricos værker samt symbolsk realisme. Under en kort tilbagevenden til Grækenland i årene fra 1967 til 1969 “geninvesterede” han i det offentlige rum med henblik på at udtrykke modstand mod militærstyret, som det kan ses i hans udtryksfulde værk, Trap (1969), inden han igen blev tvunget til at forlade sit hjemland. Da han var i Paris mellem 1960 og 1967 og mellem 1969 og 1973, bragte nedbrydning af materialer hans arbejde tilbage til virkeligheden. Han opnåede dette ved at benytte hverdagsgenstande, som ofte blødte eller sivede ud på/ind i hans kunstværker. Da han var i Berlin fra 1973 til 1975, interesserede han sig i højere grad for billedhuggerkunsten, som han koblede med videnskabelige data og statistik med henblik på at udforske sammenhængen mellem globalisering og flygtningevirkeligheden. Denne research prægede i høj grad Caniaris’ Immigrant-serie fra 1971 til 1976.
Af bemærkelsesværdige udstillinger kan nævnes: Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris (1970); Moderna Museet, Stockholm (1972); Institute of Contemporary Arts, London (1976), Atopolis, Mons (2015); Gwangju-biennalen (2014); Venedig-biennalen (2013, 2003, 1988, 1964); Henry Moore Institute, Leeds (2012); Thessaloniki-biennalen (2011); Gesellschaft für Aktuelle Kunst Bremen, Tyskland (2013) og Benaki-museet, Athen (2009).
Caniaris døde i 2011 i Athen.
