Bianco e Nero

Emilio Vedova var en kunstner med stor bevidsthed om den æstetiske forandring, som han og hans generation var del af. Han var hovedsageligt selvlært fra deltagelse i ydmyge og sporadiske aftenkurser. Under anden verdenskrig kanaliserede Vedova sine holdninger ud via sin kunst. I 1943 sluttede han sig til den antifascistiske gruppe Corrente, hvis medlemmer var lydhøre overfor de revolutionære ambitioner i hans værker. Fra dette tidspunkt havde de fleste af Vedovas aktiviteter et kunstnerisk standpunkt. Han medsignerede eksempelvis Oltre Guernica i 1946 for at promovere den ekspressive abstraktion. Året efter grundlagde han Fronte Nuovo delle Arti. I 1956 rykkede han igen grænserne ved at slutte sig til Gruppo degli Otto og udstillede med dem på biennalen i Venedig. Denne udstilling forbindes ofte med opblomstringen af den indflydelsesrige bevægelse Arte Informale. Bianco e nero indkapsler Vedovas tilbagevenden til abstraktionen som et middel til at sprede politiske idéer og holdninger. Kompositionen er konfliktfuld, skarpvinklet og i kontrast – som titlen helt enkelt også er det. Maleriet markerer en brydning, hvor forandring er nødvendig, hvis den fortsatte opbygning af spænding skal forløses.